Lørdag den 11. maj 2013 tog vi afsted med både Anaya og Bikita til Tollerklubbens officielle DKK-lydighedsprøver. Bikita skulle op i klasse 2, og Anaya var bare med for hyggens skyld.
Det blev en lang dag, da vi mødte op fra morgenstunden, men da Bikita stadig var i løbetid, skulle hun op til allersidst. Vejret var ganske dejligt først på dagen, men over middag blæste det op og blev koldt og småregnfuldt, så Bikita fik dækken på, og så krydsede vi bare fingre for, at det ikke ville begynde at øse ned. Bikita er nemlig ligeglad med regn og rusk, når først hendes jagtinstinkt er tændt, men lydighedsøvelser mener hun altså skal laves i rimeligt vejr.
Det gik rigtigt godt, Bikita var glad og samarbejdsvillig, og hun fik en fin 1. præmie og blev 4. vinder i klassen. Så nu har Bikita opnået den officielle titel LP2 (lydighedsprøve klasse 2), og jeg er meget stolt af min lille prinsesse.