Dagene flyver afsted, og det er allerede lidt vemodigt at tænke på at de første 6 tager afsted i næste uge.
Tirsdag var vi til dyrlægen med alle 10 hvalpe. Jeg var alene om at læsse dem ind i bilen, men mødtes senere med min søn, så han kunne hjælpe med at få alle hen til dyrlægen. Vejret var forfærdeligt med 2 graders varme, regn, rusk, blæst og slud, så det var ikke lige tidspunktet at gå med dem. Istedet fragtede vi dem afsted i 2 store indkøbsvogne, med tæpper i bunden og henover vognen, så de ikke blev våde og kolde. Det var nu svært at holde dem i indkøbsvognen; de ville op og se verden, selvom det var koldt. Dyrlægen klarede de alle i stiv arm. Der var ikke een eneste, der lod sig mærke med at blive vaccineret, og om dem alle står der i sundhedsbogen, at de er aktive og nysgerrige.
På vejen hjem fra dyrlægen snorksov de alle 10, og der var ingen tegn på angst eller køresyge hos nogen af dem hverken ud eller hjem.
Onsdag havde vi et dejligt besøg af Elisabeth, der er ejer af Rod, hvalpenes far, samt af Lykke, som er opdrætter af Anayas mor, Bikita. Det var superhyggeligt, og de havde masser af lovord om hvalpene, helt ligesom dyrlægen havde. Lige efter de var kørt, kom DKKs ID mærker for at sætte en chip i alle hvalpene. Det gør vist mest ondt på mig, når de bliver stukket på siden af halsen med den tykke kanyle med en chip inden i, men også det klarede de til ug, -altså bortset fra at hr. Mørkeblå lige fik vredet sig, da stikket kom, så hans chip blev skudt ud på gulvet i stedet, så han måtte få sig en ny chip og dermed også skal have udfærdiget en helt ny stambog. Alle 10 var dog ganske upåvirkede efter chippen var skudt ind, og legede bare videre som om intet var sket.
Både i går og i dag har vi haft genbesøg af nogle af vores søde hvalpekøbere, og så lykkedes det også at få vores dygtige fotograf Benny Fischer til at komme på besøg og tage et utal af billeder på denne skønne forårsdag. Så nu kan vi næsten ikke vente på at se resultatet 😀