Fantastisk flot udstillingsdebut for Baloo

I weekenden, den 20.-21. juni 2015, afholdt DKK en stor international dobbeltudstilling i Vejen. Det var allerførste gang Baloo skulle på udstilling, så vi var virkelig spændte på, både hvad de 2 dommere ville sige om ham, og også hvad Baloo ville sige til hele det hurlumhej det er, når ca 3000 hunde og deres mennesker foruden publikum mødes på een gang.
Vi havde en virkelig dejlig weekend, hvor vi var alene afsted med Baloo, mens Anaya og Bikita blev passet herhjemme. Baloo var så nem at rejse med, trods han kun er 4 måneder gammel. Han var glad og afslappet hele vejen igennem, også da vi overnattede på hotel mellem lørdag og søndag, og ikke mindst syntes han, at det var rigtigt sjovt at være på udstilling. Han ville gerne hilse på alle, hunde som mennesker, og opførte sig rigtigt fint i ringen, og var god til at koncentrere sig  foran dommeren, der også kun havde lovord til overs for ham.
Hans kritik lørdag lød således:
“4 mdr gammel meget smuk babyhan, korrekte proportioner, velvinklet for og bag, gode benstammer og poter, mørke øjne og korrekt bid for alder, meget skønt temperament, korrekt ridge, super bevægelser.”
SL (særdeles lovende) og Bedste Baby i Racen.
Dommer: Jette Vind Ramvad

Hans kritik søndag lød:
“Herlig balance, særdeles sund i bevægelsesmønster, stærke benstammer og poter, godt forhold længde/højde, elegant hals, fin ridge, velbåret hale, fin pels.”
SL (særdeles lovende) og Bedste Baby i Racen.
Dommer: Hanne Laine Jensen.





This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.